torsdag den 1. november 2007

#24: Remember The Milk

Nej, det er ikke en tjeneste sponsoreret af Arla, men derimod en tjeneste, hvor man kan lave huskelister med alt, hvad der til hører. 'Huskeliste' er nok for svagt en beskrivelse, for Remember The Milk (RTM) er nærmere opgave-håndtering. Du kender måske opgavelisten fra Outlook, den her er bare mere overskuelig, den er (selvfølgelig) altid tilgængelig og så kan man dele lister med andre. Har du mange projekter eller arbejdsområder, så kan RTM hjælpe med at holde styr på alle opgaverne.

Sådan gør du

  1. Oprettelse og log ind
    Du skal oprette dig på www.rememberthemilk.com - det er gratis og lige til. Husk at bekræfte den mailadresse! (Hvis du lige vil prøve uden at oprette dig, så kan du logge ind med 23ting som både brugernavn og adgangskode.) Når du logger ind kommer du til oversigten, hvor du kan se, hvilke opgave der forfalder i dag og i morgen - og hvilker der er overskredet. OK, der er jo ikke nogen, så det må vi få lavet.

  2. Lister
    Klik videre til Tasks. Her er fem lister: Inbox og Sent bruges ved deling af opgaver, dem gemmer vi lidt. De tre øvrige er eksempler på lister. Lister indeholder opgaver og optræder som faner. Du kan oprette, slette, omdøbe mm via Settings --> Lists.

  3. Opgaver
    Vælg en liste (under Tasks) og opret en opgave med Add Task (eller tryk på T på tastaturet). Når du har gjort det, kan du tilføje deadline, tags mm i boksen til højre. Det er let at skrive datoer, du kan fx skrive 10. nov, next monday, tomorrow. Lettere bliver det vis ikke! Prøv nogle forskellige datoer i Due Date og måske også i Repeat.

  4. Flere muligheder
    I rullegardinet (se billedet) finder du flere muligheder, fx prioritet, slet og flyt. Prøv at sætte en prioritet på opgaven. Læg mærke til farvemarkeringen ved opgaven.

  5. Deling af lister og opgaver
    De bedste opgaver er jo dem, man kan give til andre :-) Og selvfølgelig kan du dele dine lister eller sende opgaver til andre. Klik på Contacts og vælg fanen Invites. Her kan du invitere fx kollegaer til RTM. Når du har fået en kontakt, kan du dele eller sende en opgave via rullegardinet fra pkt. 4. Du kan også vælge at dele en hel liste (inkl. opgaver), vælg listen og herefter klikker du på fanen Share i kassen til højre. Nu kan du så vælge den eller de kontakter, der også skal kunne bruge listen. Super-smart til projekter og lignende!
Det var vist de grundliggende funktioner i Remember The Milk. Hvad synes du om ideen? Er beskrivelserne i orden? Har du kommentarer eller spørgsmål, så læg en kommentar!
RTM er tilgængelig på flere sprog og dansk er på vej. I bedste web 2.0 stil er oversættelserne lavet af brugerne og nu er det blot op til folkene bag at få de sidste ting på plads.

Hvis du har lyst til mere
RTM har en del mere avancerede funktioner, jeg fremhæver nogle af dem her, men ikke så udførligt som ovenfor.
  • Gemte søgninger
    Når du laver en søgning, enten direkte via søgefeltet eller via Shov Search Options, vil resultatet optræde i en fane sammen med dine lister. Det kaldes også en Smart List. I boksen til højre kan du nu vælge at gemme søgningen. Blot klik på fanen Save og angiv et navn.

  • Tastaturgenveje
    Stort set alle dele (hvis ikke alle) af RTM kan vælges via tastaturet, så drop musen! T opretter en opgave, 1 giver opgaven første prioritet, d for at sætte deadline. Se også hele listen.

  • Påmindelser
    I Settings --> Reminders kan du du bede RTM om at give besked om fx dagens opgaver. Du kan få en daglig påmindelse eller udfra fra deadline. Du kan vælge mellem en mail eller besked via instant messenger.

  • Brug RTM fra din moblitelefon
    Hvis din mobil kan gå på nettet, eller hvis du har en pda, der kan, så kan du også bruge RTM derfra. Du skal blot (fra din mobil/pda) gå på http://m.rememberthemilk.com.

1 kommentar:

Thor Dekov Buur sagde ...

Så er RTM kommet på dansk!